Hvad Betyder Det?

En del begreber er forbundet med kirken, som f.eks. kirkebøger, kirkegang og kirkeværger. Slå dem op og se hvad de står for.

Hvad Betyder Det? K

Karlekammer:

I adskillige egne kaldt herberg, nogle steder drengeherberg, svendekammer o. l. Omkring 1900 var det ganske almindeligt, at man rundt om i bøndergårdene fandt karlekammeret anbragt umiddelbart op til stalden eller dog i nærheden af den.

I ikke ubetydelige dele af landet er dette forhold imidlertid noget ganske nyt, der først har vundet indpas i løbet af 1800-årene; tidligere havde man mange steder intet særskilt karlekammer, idet karlen(e) havde sengeplads i et af beboelsens rum, og hvor man havde karlekammer, fandtes det snart i stuelængen, snart i en af udlængerne, gerne en sidelænge, stødende op til stuelængen, uden hensyn til om den var staldlænge eller ikke.

Hyppigt har karlekammeret tillige været selekammer, samt ikke så sjældent også opbevaringsrum for andre ting, og ofte var det anbragt ved siden af huggehuset (s. d.). Det er forhold, der viser, at karlekammeret er et gl. herberg (se: stuehus). sv. J. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

   

Kattun:

cartun, engelsk cotton = bomuld. Groft, glat bomuldsstof med mønstre, påtrykt med trykforme. E. A. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

   

Kirkebøger:

Kirkebøger, bøger over de af præsterne foretagne kirkelige handlinger, er i visse lande bevaret fra middelalderen, men kendes herhjemme først efter reformationen.

Udviklingen er forløbet forskelligt i kongeriget og Slesvig. Den ældste af de bevarede kongerigske kirkebøger er fra Nordby på Fanø (begynder 1611). I de følgende år begyndte adskillige præster af sig selv at føre kirkebøger, 1641 pålagde Sjællands biskop alle præsterne i sit stift at gøre det samme, og ved kongebreve 1645-46 blev pligten officielt fastslået.

Detaillerede regler for kirkebogsførelsen blev ikke givet, og de ældste kirkebøger er meget uensartede. Hovedindholdet er lister over dåb, trolovelser (afskaffet som kirkelig handling 1799) og vielser samt begravelser. Indtil slutningen af 1700-årene anføres som regel kun dåbs- og begravelsesdagen, ikke fødsels- og dødsdag. Konfirmandlisterne (fra 1736) findes ofte i de særlige kommunionbøger (bøger over altergæster) eller liber daticus (s. d.). Ved reskript 1/1,1812 indførtes trykte kirkebogsskemaer, der foruden til de sædvanlige ministerialia indeholdt rubrikker for til- og afgangslister (s. d.), og et jævnførelsesregister, hvor man på eet sted skulle kunne finde samtlige kirkebogstilførsler i sognet vedr. en bestemt person; de er dog som regel mangelfuldt ført. Samtidig bestemtes, at k. skulle føres i to ligelydende eksemplarer, hovedministerialbogen af præsten, kontraministerialbogen af degnen eller kirkesangeren.

Ved bekendtgørelse af 81/10 1891 indførtes et nyt kirkebogsskema, iflg. hvilket der gives langt udførligere oplysninger end tidligere, således om bruds og brudgoms fødested og -dato og om afdødes føde- sted og forældre.

I Slesvig stift, hvor den ældste k. begynder 1573 (Hjordkær), blev kirkebogsførelse påbudt 1612 i den gottorpske, 1646 i den kgl. del. 1762-,-63 blev det fastslået, at der skulle føres særlige fødsels-, konfirmations, trolovelses-, vielses- og dødsregistre samt fortegnelser over folk, der havde stået åbenbart skrifte. Registrene skulle bl. a. anføre de viedes forældre og den afdødes ægtefælle, børn og børnebørn; efterhånden blev det regel at opgive også den afdødes forældre og disses bopæl.

Personalhistorisk er derfor de sønderjyske kirkebøger værdifuldere end de kongerigske.

1775 blev det påbudt, at fødsels-, vielses- og dødsregistrene skulle føres i 2 eksemplarer, og at der skulle tages afskrift af de ældre kirkebog fra og med 1763. Af de ældre kirkebøger er en stor del gået til grunde. De bevarede er i hvert fald indtil 1891, undertiden udover dette år, afleveret til landsarkiverne, fra 1812-14 i Konge- riget og 1763 i Sønderjylland dog kun kontraministerialbøgerne, mens hovedministerialbøgerne findes ved embederne.

I Sønderjylland er trolovelser og indtil 1905 konfirmationer kun indført i hovedministerialbøgerne. I landsarkiverne er dåbsprotokoller først tilgængelige 30 år efter, at de er udskrevne, vielsesprotokoller 30 . år efter, at vielsen har fundet sted. - Fortegnelse over kirkebøgerne i landsarkiverne til 1891, også fra trossamfund udenfor folkekirken, er givet af S. Nygård i Vejl. Arkivr., V,1933, jvnfr. om senere afleveringer til LA. i Åbenrå Vejl. Arkivr., VI, 1944, s. 120. Af litt. kan iøvrigt anføres: Albert Fabritius og Harald Hatt: Haandbog i Slægtsforskning, 1943, især s. 214 ff., Vejl. Arkivr., VI, 1944, s. 116 ff., W. Jensen: Die Kirchenbticher Schleswig-Holsteins, des Landesteils Lübeck und der Hansestädte, 1936, Vägledande forteckning vid person- och släktforskning i lands arkivet i Lund, 1916. P. B. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

   

Kirkegang:

Kirkegang eller introduktion, præstens indledelse af kvinder i kirken efter barnefødsel, er en meget gl. skik. Skønt reformatorerne forkastede den kat. opfattelse, at barselkvinder blev urene ved at opfylde deres livs egentlige kald, sejrede skikken dog. Den blev påbudt i D. L. (2-8-9), og der gives nærmere forskrifter for dens ritus i ritualet af 1685. 1754 blev k. gjort til en frivillig skik, og i løbet af 1800-årene bortfaldt den. (Litt.: L. J. Bottiger: Kirkegangskoners IndledeIse, 1882). B. K. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

   

Kirkeværger:

Fra middelalderen omtales i Danmark kirkeværger med den særlige opgave at varetage kirkernes økonomi. Efter reformationen bevaredes institutionen, og særlig i 1500-årene synes kirkeværgerne at have indtaget en vigtig stilling. Bl. a. skyldes det i høj grad kirkeværgen, at mange kirker i denne periode blev forsynet med et rigt inventar. Kirkesalgene i det næste århundrede svækkede kirkeværgernes betydning. (Litt.: P. Severinsen: Folkekirkens Ejendoms- Historie, 1920, s. 43-48). B. K. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

Hvad Betyder Det, L-M-N

Landgilde:

Fæsterens årlige afgift i penge, korn eller naturalier til ejeren. Landgilde bestod først og fremmest af jordens frembringelser, korn af agerlandet, hø af engene, kvæg og smør af græsningen, oldensvin og fedesvin, trævarer o. l. af skovene, fisk af vandene O.s.v., men dertil kom penge som afløsning for tjenester og ydelser, gæsteri, arbejdspenge, plovpenge, tærskepenge o. l. De enkelte poster i landgilden kaldtes persiller (parceller), og allerede i middelalderen kunne de efter en fast l. takst omregnes i penge (sølv), hvilket skete indtil 1. halvdel af 1500-årene.

Senere blev l. omregnet i td. htk. efter htk. takst, der dannede grundlaget for de omfattende landgildematrikler 1662 og 1664. I løbet af 1700-årene blev det alm. at foretage en l. konvertering i penge. Landgilde af møller kaldtes mølleskyld, af selvejergårde bondeskyld, og også hovedgårdene sattes i htk. efter kornsæd og høavl. (Litt.: William Christensen: Dansk Statsforvaltning i det 15. Århundrede, 1903, s. 525 ff., Poul Johs. Jørgensen: Dansk Retshistorie, 1940, H. Fussing: Herremand og Fæstebonde, 1942, s. 96 ff., Svend Aakjær i Nord. Kult., XXX., 1936, s. 240 ff., 273 ff., Kong Valdemars Jordebog, I, 1926-45, s. 86, 90-92, 96,103,109,111 f., 115 f., 119, 121, 130-145, 172, 202, 233 f., 236, Med Lov skal Land bygges, 1941, s. 251 ff., C. A. Christensen i Hist. T., 10. r., I., 1930-31, s. 446 ff., jvnfr. jordskyld og korn skyld). s. AA. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

 

Landhåndværkere:

Fra gl. tid var håndværket samlet i købstæderne, skønt det var nødvendigt, at enkelte fag kunne drives i landsbyerne, og middelalderens talrige forbud mod arbejde på landet viser, hvor ofte de blev overtrådt. Ved recessen af 1558 fik grovsmede, tømrere, murere, skindere, skræddere, der syede vadmel, og simple skomagere ret til at bo på landet. Den samme regel fastslås i privil. for den borgerlige stand 1661. D. L. 3-13-23 udvidede friheden noget, idet nu også bødkere, teglbrændere, pottemagere, der fremstillede jydepotter, hjulmænd og vævere, som vævede vadmel, blår- og hampelærred, måtte fæste bo på landet. Disse bestemmelser giver imidlertid ikke det virkelige billede. 1556 hører man eksempelvis om remsnidere, guld- smede, glarmestre m. m. i Ålborgs omegn (se Kancelliets Brevbøger 27/10 1556), og i tidens løb møder man stadig flere fag ude på landet. Det var husmændene, der udøvede håndværket, tit flere fag i forening, og øvrigheden så gennem fingre med deres virksomhed eller legaliserede den ved særskilte bevillinger. 1827 fik amtmændene ret til at give bevillinger til at udøve de fleste håndværk ude på landet, og efterhånden af tog forskellen mellem håndværkerne her og i byerne. Først næringsloven af 1857 gav l. fuld ligestilling. (Litt. : Sven Henningsen: Studier over den økonomiske liberalismes gennembrud i Danmark, 1944, Anton Nielsen: Landhaandværkerne, før og nu, 1889. Se også bysmed). H. Sø. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

Lispund:
Var betegnelsen
 
 for 1/16 smørtønde (= 7,936 kg.), altså en vægt af ca. 8 kg.
Ordet kommer egentlig af: "livisk pund". Betegnelsen kom til Danmark fra Riga i Letland (dengang kaldet "Livland"). Ovennævnte vægtangivelse blev vedtaget i 1683. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

Lovværge, lavværge el. lavværge:

Lavværge betyder oprindelig blot lovlig værge og anvendtes derfor om værger i almindelighed. Senere benyttedes udtrykket specielt om den værge, som en enke efter sit eget ønske kunne antage sig, eller som efter omstændighederne blev hende beskikket af øvrigheden. Lejlighedsvis ses lavværgen også beskikket for hustruer, hvis mænd var uegnede til at bestyre boet. For lavværgen var det karakteristisk, at han optrådte sammen med den lavværgede, mens værger ellers optrådte på en andens vegne. Efter myndighedsloven af 1922 kan lavværgen også beskikkes for mænd, men der kræves altid en begæring fra den person, som skal sættes under lavværgemål, for at dette kan anordnes, og lavværgen er altid beskikket af skifteretten (i Kbh. magistraten). S. L. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

   

Mangletræer:

Mangletræer eller manglebrætter brugtes sammen med manglestokken til tøjrulning. Består af et bræt, glat på undersiden og med et håndtag, ofte formet som en hest, på oversiden nær den ene ende. Tøjet vikles op om den runde mangle stok, lægges på et bord og rulles med manglebrætter. Der er bevaret et betydeligt antal fra alle landets dele, de ældste vistnok fra o. 1600. Manglebrættets overside blevet yndet sted for anbringelse af udskårne, ofte farvelagte dekorationer, undertiden med motiv hentet fra norske jernovne (norske løve), hyppigst dog med geometriske karvesnitsmønstre. M. var en meget yndet kærestegave til pigerne og blev som regel forfærdiget af giveren selv. Bogstaverne på over- [i siden var da pigens forbogstaver. (Litt.: N at. I Mus. Arb., 1946, s. 73 ff.). H. ST. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

 

  Mark:

1) Vægt = ½ skålpund (s. d.); 24 bismermark (s. d.) udgjorde 1 bismerpund (s. d.), 32 mark var 1 lispund (s. d.). Mark- vægten rettede sig efter de forsk. egnes bismerpund. Valdemarsvægten, pondus Dacie, var vist 218,3 g. pr. m. Kbh.s m. var 248 g. (Nord. Kult., XXX, 1936, s. 183, 190).

2) Middelalderl. mål for honning, vistnok = ½ skippund = ½ tønde.

3) Middelalderl. kornmål = 1 læst = 24 ørtug = 12 pund korn.

4) Middelalderl. landmål, 1 mark land = 48 td. land. (Litt.: Svend

jAakjær: Kong Valdemars Jordebog, III, 1926- ,

45, Kjell Runquist: Ryndmått, vikter och krono- varderingsvarden i Kung Valdemars Jordebok i Hallands Hembygdsforbunds Skriftserie, III, !1950). s. AA. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

   

Mark:

Den gl. da. (og nordiske) mark deltes i 8 øre a 3 ørtug a 10 (eller 12) penninge; denne 1 regning fortrængtes i 1300-årene af den nordtyske: en lybsk (kølnsk) mark a 16 sko a 12 penninge. Der opstod tidlig en forskel mellem en vejen mark sølv, se lødemark, og en mark penge (1231 1 :3, 1299 i Skåne 1 :5, i Vestdanmark 1 :10 o.s.v.).

Marken, der først udmøntedes i eet stykke under Christian II,var hovedmønt i Danm. fra 1541 til Christian IV.s tid, fra 1625 = 1/6 daler, 1873 omregnet til 33 1/3 øre. G. G. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

   

Med Ført Pen (Med påholden Pen):

Begrebet blev brugt, når en person, der ikke selv kunne skrive skulle undertegne officielle dokumenter. Det kunne være forloverattester i kirkebogen, fæste- eller skiftebreve el. lign.

Det foregik ved, at en embedsperson førte underskriverens hånd med pennen.

I de tilfælde, hvor der blev gjort brug af ført pen er dette anført under underskriften med forkortelsen M.f.P.

Navneskik:

Mens det må antages, at personnavnet (s. d.) (fornavnet) er så gl., at det så at sige altid har eksistere!, er efternavnet (slægts- navnet, s. d.) en senere foreteelse, som i oldtiden her i landet hyppigst dannedes ved at anvende faderens (evt. moderens) fornavn i ejeform, altså med tilføjet -s eller -søn; man har dog også anvendt karakteriserende kendingsnavne, der hyppigt anbragtes foran navnet. Fra middelalderen kan man regne med, at kendings" navnets anbringelse som sidste led er trængt igennem.

Eg!. slægtsnavne træffes først hos adelen i 1200- og 1300-årene, idet tilnavnene blev arve- lige, men da frdn. af 1526 påbød adelen at antage faste slægtsnavne, havde endnu 2/5 af slægterne intet sådant navn. De kendingsnavne, adelen antog i. h. t. denne frdn., var hyppigt dannede over våbenmærket (Huitfeldt); i løbet af de flg. århundreder fulgte - først i Sønderjylland, senere i kongeriget - den .lærde stand og borgerskabet med i udviklingen, idet de især antog stednavne og professionsnavne som slægts- navne; for de lærdes vedk. hyppigt i latiniseret (sjældnere græciseret) form, mens borgerne undertiden gav navnet ty. klang; som hovedregel kan gælde,. at en mand antog et fast slægtsnavn, så snart han kom til Universitetet eller kom til at indtage en mere fremtrædende stilling.

I slutn. af 1700- og begyndelsen af 1800-årene var det almindeligt, at de indkaldte soldater fik et efternavn efter den landsby, hvorfra de kom. I bondestanden har fadersnavnet (patronymet) været anvendt som ægte patronymikon, d. v. s. skiftende fra genera1ion til generation lige til bekendtgørelsen om faste slægtsnavne af 1856, ja endnu længere, og det uægte patronymikon, d. v. s. det til fast slægtsnavn overgåede "sen navn, er endnu det hyppigst forekommende. (Litt.: Fr. Nielsen, Axel Olrik og Johs. C. H. R. Steenstrup: Dansk Navneskik , 1899, Rikard Hornby: Danske navne, 1951). A. F. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)


Hvad Betyder Det? O-P-R

Oldermand:

Betegnelsen for manden, der var leder af landsbyen. Hvervet gik på omgang mellem bymændene for et år ad gangen. Det var hans opgave at sammenkalde og lede bymændene ved bystævnet, hvor man drøftede landsbyens anliggender og planlagde det fælles arbejde med pløjning, såning mm.

   

Personnavne:

Personnavne (fornavne) har altid været anvendt; i oldtiden har man som overalt hos indoeuropæiske folkeslag haft en skiftende navnedannelse med toleddede navne, af hvilke det ene led nedarves (f. eks. Hrodgeir med sønnerne Hrodrik og Hrodmund), en skik, der dog forsvinder til fordel for opkaldelse med hele navnet, samtidig med at kortere navneformer vandt overhånd; med kristendommen afløses oldtidens navnestof af nogle få apostel- og helgennavne, der blev ene herskende langt ned i tiden; først i slutningen af 1700-årene og senere påvirkes navngivningen i væsentlig grad af litterære og andre modestrømninger; denne konservatisme i navnestoffet, som medfører, at visse navne går igen indenfor de enkelte familier, gør det muligt at benytte navngivningen som hjælpemiddel i den genealogiske forskning. Fuldstændigt faste opkaldelsesskikke tør man selvsagt ikke regne med, men det er dog for 1600- og 1700-årene muligt at opstille visse hovedlinier, således at bedsteforældrenes navne genfindes i børnebørnenes, skiftende fra faderens til moderens side; i ældre tid har det været en forudsætning, at den person, der skulle opkaldes, var død, men dette gælder næppe efter ca. 1600, bortset fra at den posthume søn oftest får faderens navn, ligesom den datter, hvis moder dør i barselsengen, hyppigst arver hendes navn. Næsten regelmæssigt. vil man også finde det første barn i et nyt ægte- skab opkaldt efter den afdøde ægtefælle, for så vidt det er af samme køn. Normalt anvendes kun eet navn som fornavn, først fra ca. 1650 bliver under ty. påvirkning dobbelte fornavne mere alm. i de højere kredse. (Litt.: Nordisk Kultur, VII, Personnavne, 1947, V. A. Secher: Opkaldelsesskikke i østjyske Bondeslægter fra 17de og 18de Århundrede i Meddelelser fra det danske Rigsarkiv, I, 1906-18, Rikard Hornby: Danske navne, 1951). A. F. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

   

Ridefoged:

ridefoged, undertiden benævnt forvalter eller inspektør, var proprietærens stedfortræder som leder af godsets administration. Han skulle føre godsets regnskaber, holde tilsyn med godsets bygninger som hovedgården og kirkerne, og han skulle sammen med ladefogden lede hovedgårdens drift. Hans vigtigste hverv var opsynet med bønderne. Han skulle opkræve deres skatter og afgifter, organisere deres hoveri og føre tilsyn med deres økonomi og øvrige vandel overhovedet. Ridefogeden kunne mange steder sætte bønderne til og fra gårdene, han udtog karle til soldatertjeneste, udførte skifteforretninger og kunne uden videre straffe bønderne med prygl, træhest og hundehul. Ridefogeden lønnedes godt og forstod ofte at skaffe sig ekstraindtægter

mange ridefogeder endte efter en mellemperiode som forpagtere selv som godsejere. G. o. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

11.09 | 15:11
Register A-F har modtaget 8
22.07 | 14:47
Teestrup gamle skole har modtaget 9
16.05 | 14:08
Lokalhistorie-Marked har modtaget 6
05.05 | 08:28
Foto-album 3 har modtaget 7
Du kan lide denne side