Bystævne:
Når oldermanden sammenkaldte landsbyens mænd til møde for at træffe aftaler eller drøfte emner af fælles interesse, fandt sådanne sammenkomster sted på bystævnet, landsbyens officielle samlingsplads. I regnvejr eller i den kolde årstid holdtes dette stævne, der også kaldes grandestævne, ikke altid under åben himmel, men i oldermandens gårdsport eller stue.
Fra visse egne af Fyn, Sjælland, (Koldingegnen?), Samsø og Falster kendes stensatte bystævner, en krans eller række af kampesten, som mændene sad på under forhandlingerne. Oprindelig var der lige så mange sten som gårde i landsbyen.
På Stevns, i Sydsjælland, på Langeland og enkelte andre steder fandtes en »majbænk«, græsbænk, eller »majsten« på byens stævneplads. På Lolland fandt bystævnemøderne sted ved »gadekoven«, et stort træ, omgivet af en cirkelrund, indgærdet jordforhøjning (se billedet, som er fra Maribo Frilandsmuseum). (Litt.: August F. Schmidt: Oldermand og Bystævne, 1945, s. 88 -142, Poul Meyer: Danske Bylag, 1949, s. 91- 106). A. F. S. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
Barselskikke:
I oldtid og middelalder lå den fødende på gulvet, oftest på knæene. Senere fødte hun tit siddende på en stol, der i ny tid afløstes af alkovesengen. Det nyfødte barn raktes til faderen. Barnet svøbtesindtil sen tid således, at alle lemmer svøbtes ind. Hertil brugtes: navlebind, ble, skjorte, svøb, liste, der oftest lagdes over kors, trøje og hue.
Barselkonen skulle i tidlig tid holde sengen i 40 dage, senere i kort tid. I den tid bragtes hende barselsmad i barselspotter af koner. Maden bestod i middelalderen altid af grød, senere også af andre retter.
Nogle dage efter fødselen udgik indbydelse til de koner, der havde været til hjælp ved fødslen og til andre koner til et gilde, der kaldtes kvinde- gilde, konegi1de, kvindestue eller konebarsel o. lign., i middelalderen barnsøl.Mænd måtte ikke være tilstede. Konerne fik bl. a. stærkt øl og flere kaffepunse. På hjemvejen søgte de at tage hatten eller benklæderne af ethvert mandfolk, de mødte, og de lavede andre vilde løjer.
Efter gl. vedtægt skulle barselkonen ca. 6 uger efter fødslen »ledes ind« i kirken af præsten, før hun måtte betræde kirken. Kirkegangskonen skulle i hjemmet holde et mindre gilde, kirkegangsgildet. Denne skik ophørte ca. 1900. Jvnfr. dåbs- fester. (Litt.: H. F. Feilberg: Dansk Bondeliv, l, 1898, s. 303 ff. og II, 1899, s. 61 ff., J. S. Møller: Fester og Højtider, l, 1929, s. 57 ff., 87 ff., Nord. Kult., XX, 1949, s. 14 ff., J. S. Møller: Moder og Barn, 1940 (se registret), Troels Lund: Dagligt Liv i Norden, VIII, 1887). J. s. M. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
Bartskærere :
Bartskærere var til hen imod midten af 1700-årene betegnelsen for barbererne, der tillige fungerede som sårlæger, idet de var autoriserede til at udføre sårbehandling, behandling af knoglebrud, åreladning, tandudtrækning og andre kirurgiske indgreb.
De behandlede ligeledes syfilis, og i pesttider fungerede de som pestmestre.
Ellers var det forbudt at behandle indvendige sygdomme, men forbudet blev ikke overholdt, og bartskærere var i virkeligheden befolkningens læger i dagliglivet, ligesom de udførte lægegerningen i militæretaterne.
De ældste danske bestemmelser for bartskærere findes i skrå for barberernes laug i Flensborg (151'"). Fra 1668 skulle de københavnske bartskærere eksamineres af det medicinske fakultet, inden de kunne optages i lauget; jvnfr. kirurg. (Litt.: Fr. WulfI: Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie, 1906). E. G. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
Begravelsesskikke:
Ligdragten var for en mand den skjorte, han i sin tid havde fået som kærestegave (se fæstensgave), og en hvid lærredshue; for en gift kvinde sort hue og pynt med sorte bånd, ugifte fik den hvide altergangshue på. En salmebog lagdes under hagen, på brystet en oplukket saks og 3 halmkors ned langs kroppen. Liget svøbtes derpå i et af bryllupslagnerne, og den døde lagdes på strå på et bord.
Til kistelågsgildet indbødes ret mange. Saksen toges bort, en mønt lagdes i kisten, der var sort, sammen med liget, men låget lagdes foreløbig ikke på. Omkring kisten sad gæsterne, fik kaffe m. m. Begravelsesgildet, »ærøllet«, holdtes dagen efter.
Føring (s. d.) bragtes dagen før, og smørrebrød lavedes.
Ved den dødes kiste brændte 3 lys. Derefter lagdes låget på og pindedes. Så bares kisten med den dødes fødder forrest til kirken, senere i tiden kørtes den, men bares dog et sidste, korte stykke vej, mens kirkeklokken ringede. Kisten førtes nu ind i kirken eller lige til graven. Degnen sang en salme, præsten holdt en lille tale og oplæste undertiden et af degnen affattet testamente, hvorefter han kastede de tre spadefulde jord på kisten, og følget kastede graven til og lagde skovlene og spaderne overkors på graven. Af disses stilling tog man varsler. Efter hjemkomsten var der stor middag: risengrød og klipfisk m. m., senere kaffe og ofte kortspil. Om aftenen smørrebrød med øl og brændevin i mængde. Andendagsgilde holdtes oftest. (Litt.: H. F. Feilberg: Dansk Bondeliv, I, 1889, s. 359 ff., II, 1899, s. 94 ff., J. S. Møller: Fester og Høj- tider, I, 1929, s. 264 ff., og 352 ff., Troels Lund: Dagligt Liv i Norden, XIV, 1901, Nord. Kult., XX, 1949). J. s. M. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
Blodgang:
Gammelt navn for dysenteri, en smitsom tarmlidelse med blodig afføring. E. G. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
Bol, Boel, Boelsted:
Et landbrug, der er større end et hus, men mindre end en halvgård. Oftest har et b. eller bolsled et tilliggende på 1-2 td. htk. - Ejeren eller brugeren af et bol kaldes bolsmand, landbolsmand eller landboler. (Litt.: Jacob Man- dix: Haandbog i den danske Landvæsensret, 2. udg., I, 1813, s. 572 f., II, 1813, s. 17 f., 130). c. R. H. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
Bondefoged:
Bondefoged var en af proprietæren valgt bonde, der skulle fungere som mellemled mellem proprietær og bønder. Sammen med ridefogden skulle han lede bøndernes arbejde på hovmarkerne og overvåge arbejdets kvalitet. Desuden førte han tilsyn med bøndernes egne bedrifter, pasningen af deres jorder, deres besætningers og bygningers tilstand. Lønnen for bondefogedens virksomhed var i reglen en vis nedsættelse i hoveripræstationerne. (Litt.: H. Hjelholt: En Bondefogedinstruks. Årbog for Præstø Amt, 1928). G. o. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
En bondefogedinstruks:
Meddelt ved Holger Hjelholt.
I året 1743 solgte kronen som bekendt godserne Gjorslev, Søholm og Erikstrup til daværende kammerråd Chr. Lintrup, der senere blev etatsråd og blev adlet under navnet Lindencrone. Den nye ejer gav sig straks efter overtagelsen af de forsømte godser til af [al kraft at arbejde på at bringe dem på fode, og som et ganske vist beskedent vidnesbyrd om dette arbejde tjener også den instruks for bondefogederne på Gjorslev gods, som jeg i det følgende skal meddele. En enkelt ytring i instruksen viser, at den nye ejer også havde bøndernes velfærd for øje, hvad jo så mange af hans senere foranstaltninger skulde vise om end uden større resultater. Men i øvrigt er instruksen oplysende for den betragtning, som dengang fra oven anlagdes på den datidige bondestand. Instruksen findes blandt de til rigsarkivet (landsarkivet) afleverede godsarkivalier fra Gjorslev. Ved gengivelsen af den er retskrivningen lempet efter nutidens.
Den 17. januar 1744 havde Lintrup givet ordre til, at der i hver af de "store byer" på hans godser skulde "absolut" være 2 bønderfogeder, og i hver af de mindre 1, "på det de sendrægtige, uvillige og ulydige bønder desto bedre kan vorde oppasset og pådreven." Denne ordre medførte udnævnelsen af adskillige nye bønderfogeder foruden de gamle. Den 22. januar approberede Lintrup derefter den omtalte instruks for alle fogederne, hvori det i særdeleshed pålagdes disse:
"1. Daglig at besøge de modvillige og ulydige bønder i byen, hvor de bor, ej alene for at efterse, hvorledes deres husholdning er, men endog for at gøre sig bekendt om deres tilstand, hvilket ideligt må meldes. . , på det videre kan overlægges, hvorledes bedst på sådant 'kan rådes bod.
2. Idelig tilholder dem at handle sømmelig og skikkelig med deres besætning, informerer eller lærer de vanvittige (d. v. s. ukyndige), hvad dennem til dessen og deres egen timelige velfærds konservation eller befordring bedst kan være tjenlig.
3. Holder samtlige bymænd udi god orden og skik udi alt, hvis som bliver vedtaget om gærders og grøfters hegning og lukkelse, samt udi pløje-, så- og høstetid med videre, hvorudi enighed bør være og til byens fælles nytte
kan udfindes."
Punkt 4 omhandler i almindelige vendinger bondefogdernes forpligtelse til at få givne befalinger rigtig efterlevede, og om noget "ikke så straks kan vorde efterkommet", skal de det straksen og betimeligen for herskabet angive.
"5. Ved al hovgerning skal en af bondefogderne i hver by altid være tilstede og have al tilbørlig opsyn, at det, som sig vedbør, bliver forrettet; og skal de i særdeleshed se på, at det med hurtighed forrettes, allerhelst dette ej alene er til det velædle herskabs nytte, men endog enhver bondes egen nytte i henseende de selv eller deres folk desto snarere kan komme til at forrette deres egen gerning hjemme, som formedelst mangel af opsigt hidtil ofte er bleven forsømmet.
6. Og på det nu den ene bondefoged ikke mere end den anden skal være bebyrdet, så bliver endvidere anordnet, at udi opvartningen ved bondefogedtjenesten, så vidt tilsynen som meldt med de modvillige angår, skal de altid være enige (og hindrer det ikke, at de begge på een tid af hændelse kommer til een mand), men udi opvartningen med tilsyn ved hovgerningen skal det omveksle, så at den ene indfinder sig eengang med folket og den anden en anden gang.
7. løvrigt efterkommer de alt hvis enten her udi er eller herefter kan vorde befalet og forretter trolig alt hvis en bondefoged i alle måder tilkommer. - Og endelig:
8. Skal de tilbørligen af mig udi sådan deres tjeneste vorde forsvaret og håndhævet, i særdeleshed om nogen skulde uden føje vise sig opsætsig imod dem, når de er udi herskabets ærinde, og på hans vegne efter denne eller anden ordre noget befaler eller foranstalter." (Historisk Samfunds Årbog 1928, Præstø Amt).
Bryllupsfester:
Et lille jagilde holdtes ofte, hvor tiden for tillysningen i kirken bestemtes. Efter 1. eller 3. tillysning flyttede de to unge flere steder sammen. som mand og kone i deres fremtidige hjem, hvilket har været oldtids- og middelalderskik. Men et bryllupsgilde skulle dog holdes. Dette var hos velstillede ofte meget stort med 200-300 gæster, og det varede tit 2-5 dage.
Det begyndte som regel enten en fredag eller en lørdag. Indbydelser til gæsterne gik ud, og føring bragtes senere til gildesgården. Der skulle også bestilles kokkekone, skaffer, opvartningspiger, brudesvende og brudepiger, forridere, musikantere og en til at pynte bruden. Denne skulle bl. a. have en krans af brogede tøj blomster eller en anden udsmykning, der havde afløst renæssancens brudekrone, men i nutiden oftest er afløst af myrtekransen.
Gæsterne fik om morgenen frokost. Bryllupstoget til kirken fandt sted efter gI. regler og under klokkeringning, musik og bøsseskud.
Efter hjemkomsten fra kirken skulle brudeparret først spise af samme stykke brød og drikke af samme snaps, efter at man var sat til bords af skafferen efter faste regler. Bryllups- middagen havde som festret i ældre tid grød og klipfisk eller bergfisk, senere oftest kødsuppe og kødretter m. m.
Foran brudeparret stod to tændte lys, hvis brændetid angav, hvem af dem, der ville leve længst. Musik under måltidet. Efter middagen dans, først nogle rituelle danse, der endte med, at brudgommen satte den sorte konehue på sin kone. Ud på natten gav gæsterne bruden penge i hånden som brudeskænk, ligesom brud og brudgom »dansedes« eller »løbes af lauet« henholdsvis ud af ungpigelavet og karlelavet og ind i konelavet og mændenes lav. Fremgangsmåden er forskellig. Skikken er også kaldet brudeløb = ordet bryllup.
Ved andendagsgildet var retterne øllegrød og plukfisk, og der dansedes langt ud på natten. Tredje bryllupsdag var ofte en søndag; da fulgtes brudeparret med nogle slægtninge til kirke »for at hente held«, en rest efter en katolsk skik. (Litt.: H. F. Feilberg: Dansk Bondeliv, I, 1889, s. 290 ff., II, 1899, s. 4 ff., J. S. Møller: Fester og Højtider, I, 1929, s. 147 ff., 203 ff., Troels Lund: Dagligt Liv, XI, 1891, og XII, 1895, Nord. Kult., XX, 1949).
J. s. M. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
Brændevin:
Kunsten at fremstille alkohol ved destillation kom til Europa fra Orienten. I 1400-årene var det et alm. lægemiddel i Tyskland, og i Danmark omtales det fra begyndelsen af 1500-årene. Efterhånden blev brændevin både et skattet læge- og nydelsesmiddel.
Bønderne lærte selv at brænde brændevin af rug, byg, boghvede, spergel o.s.v.
Redskaberne var simple, et kar, hvori det malede korn skulle stå og gære; så blev mærsken, som man kaldte det, kogt i gruekedlen, der blev dækket med et låg, hvori man satte brændevinshatten med piber (eet eller to rør), og fra disse piber gik der lange rør gennem en tønde med koldt vand (svaletønde). Når man fyrede under mærsken, steg dampen op i hatten og ud gennem piberne, hvor den blev fortættet, og så dryppede dråberne ned i en skål. Det første kaldte man drank; denne blev hældt i kedlen igen, og det, der så kom ud, kaldte man for- eller kobberdråber.
Hat, låg og piber var ofte af kobber; men i fattige hjem brugte man redskaber af ler, oftest jydepottetøj.
I et reskr. fra 1697 blev det forbudt at brænde brændevin på landet, og forbudet blev gentaget gang på gang. Først o. 1850 fik myndighederne ved hjælp af kontrollører bugt med dette uvæsen.
Det var dog ikke af interesse for befolkningens sundhed, at regeringen ville brændevinsbrændingen til livs; men staten ville have en afgift, og derfor blev det et privilegium at brænde brændevin.
I Kbh. og de større købstæder fandtes der mange brænderier, men der var også en del på landet, navnlig på større proprietærgårde. Affaldet, mærsken, blev brugt til at fede stude med. (Litt.: H. F. ; Feilberg: Dansk Bondeliv, 1,1910, H. P. Hansen: Fra gamle Dage, II, 1925).
H. P. H. " (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
Bymark:
Det er sandsynligt, at den da. landsby oprindelig bestod af een række gårde med tofter bag ved og fælleden eller overdrevet foran, og tofterne var byens oprindelige agerjord. Hvis overdrevet kunne dyrkes til kornavl, indtoges dette efterhånden til bymark, og nye agerjorder og overdrev indtoges senere.
Bymarken nærmest byen kaldtes indmark, agerjord i udkanten af bymarken var udmark. Udenfor lå overdrevet, der som regel benyttedes til græsning.
Bymarken var delt i vange eller lægter, og disse igen i åse eller agerskifter, som bestod af flere agre med samme pløjeretning.
Der var ikke altid faste skel om bymarken; flere bymarker, og selv sogne, har først fået skel i 1800-årene. Der var hegn, gærder, diger om de enkelte vange, undertiden også om de enkelte skifter; men imellem agrene dannede kun agerrenen skel.
Hele bymarkens tilliggende kaldtes i ældre tid fang. Selve by tomten og den udyrkede jord foran den kaldtes undertiden gade jord, og hen langs gårdenes forside og ud til græsgangene førte driveveje for kvæget, kaldet fædrift, forte, drift eller drivevej, som oftest hegnet med gærder eller diger.
Flere byer havde gadekær, vandings- og branddamme midt i byen. På gadejorden fandtes ofte byslævnet eller grandeslævnel. (Litt.: K. Hansen: Det danske Landbrugs Historie, 1925, s. 95 ff., Henrik Larsen: Aarb. n. O., 1918, s. 239 ff., Sv. Aakjær: Bidrag til Bondesamfundets Historie, II, 1933, s. 134 ff.). S. AA.
(Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
Retur