Hvad Betyder Det?

Skiftevæsen:

Arvedeling i dødsboer foretoges oprindelig altid af arvingerne selv eller deres værger. Hensynet til de umyndige arvingers interesser bevirkede, at der gennem praksis i løbet af 1500- og 1600-årene opstod et offentligt skiftevæsen. Dette fik et fast grundlag ved D. L., hvis 5. bog 2. kapitel indeholder reglerne om arv og skifte. Et skifte kunne derefter afholdes enten privat (når alle arvinger var myndige og nærværende), ved den ordinære skifteret eller ved en særlig indsat ekstraordinær skiftemyndighed.

Den nugældende ordning af skiftevæsenet hviler på lov af 1874. Skiflejurisdiklioner. Ordinær skiftemyndighed var iflg. D. L. 5-2-90: på landet amtmanden eller husbonden (jorddrotten), i købstæderne magistrat og byfoged, blandt gejstligheden herredsprovsten.

Den jorddrotlige (patrimonielle) skiftejurisdiktiontilkom oprindelig enhver ejer af bortfæstet eller bortforpagtet bøndergods, men blev ved frdn. 25/7 1817 indskrænket til lensbesiddere, ejere af komplette sædegårde og nogle godsejende institutioner (Universitetet, Københavns magistrat, Sorø Akademi m. m.).

På krongods var ridefogeden, amtsforvalteren eller godsinspektøren skifteforvalter, på ryttergodset regimentsskriveren.

Den jorddrotlige skiftejurisdiktion ophørte 31/12 1850 og gik over til herredsfogeden eller birkedommeren.

Amtmændenes skiftemyndighed, der omfattede alle, som ikke hørte under den jorddrotlige, gejstlige eller anden speciel jurisdiktion (bl. a. godsejere, selvejere, hovedgårdsforpagtere, indsiddere), gik 1793 over til underøvrigheden. Dog beholdt lensbesidderne indtil 1850 den skiftemyndighed, der tilkom dem som amtmænd over deres len.

Den gejstlige skifte- jurisdiktion (over præster, degne, klokkere og skoleholdere) ophævedes ved frdn. 5/12 1806 og gik over til den civile øvrighed (på landet herredsfogden, i byerne magistrat og byfoged). Fra 1851 var underøvrigheden således eneste ordinær skiftemyndighed.

I København bestod der ved siden af byrettens skiftejurisdiktion (for alm. borgere) en række specielle skifte- retter (Hofret, Borgret, Universitetet, gejstlige og militære skifteretter m. m.). De blev alle nedlagt 1771 og afløst af Hof- og Statsrettens (s. d.) skiftekommission.

Skifteprotokoller var oprindelig kun kopibøger over de udstedte skiftebreve og ofte mangelfuldt ført. Ved frdn. 12/21790 blev pligten til at føre dem indskærpet og udvidet, og ved frdn. 12/9 1792 blev det påbudt, at alle dødsfald skulle anmeldes til skifteretten og protokolleres.

De ældre skiftearkivalier opbevares nu i landsarkiverne, hvortil de kan afleveres efter 50 års forløb; de militære skiftejurisdiktioners arkiver findes dog i RA. eller i Hærens Ar kiv (s. d.). Som nævnt kunne et bos behandling ske ved ekstraordinære skifteforvaltere, der enten kunne være kommissarier, testamenteksekutorer eller samfrænder. Skiftekommissarier, i reglen to, udnævntes af kongen (kancelliet) og havde fuld skifteretlig myndighed. Efter skiftets slutning skulle bopakken indsendes til amtet, i Kbh. til Hof- og Stadsretten. Denne skifteform bortfaldt 1874. Derimod har bobehandling ved testamenteksekutorer holdt sig til nutiden.

Skifte ved samfrænder fandt sted efter særlig bevilling, når en efterlevende ægtefælle sad i uskiftet bo med umyndige børn og ønskede at holde skifte med dem, inden de var myndige. Samfrænderne, i reglen to, skulle oprindelig være slægtninge af arvingerne, men behøvede fra 1816 ikke at være det. Ved frdn. 21/5 1845 bortfaldt samfrændeskiftet. (Litt.: Fabritius og Hatt: Håndbog i Slægtsforskning, 1943, s. 236-47, J. O. Han sen: Det danske Skiftevæsen,1825, 3. udg. 1837. Fortegnelse over de nørrejyske skifteprot. i Hofman-Bang: Jens Sørensen og Maren Nielsdatter, 1927, over de sønderjyske i Frode Gribsvad og Johan Hvidtfeldt: Landsarkivet for de sønder- jyske Landsdelt\, 1944, mens de sjællandske er registreret i Axel Nørlit : Skifteprotokoller i Lands- arkivet for Sjælland m. m., 1948). H. H. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

Skilling:

Germanernes betegnelse for den romerske solidus (s. d). Den lybske møntregning 1 schilling = 12 penninge vandt indpas i Danmark i 1300-årene. Den første sko sloges i Malmø under Christopher af Bayern. Den forringedes stærkt under krigene i de flg. århundreder. Fra 1625 regnedes 96 sko på en daler, 16 på en mark. Den omregnedes 1873 til 2 øre. G. G. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

Skoleholdere, skolelærere:

Indtil o. 1800 kaldtes folkeskolens lærere i alm. skoleholdere eller skolemestre, i købstæderne også skrive- og regnemestre, læsemestre m. m. Betegnelsen skoleholder eller lærer blev først brugt i slutningen af 1700-årene og fortrængte i løbet af de følgende årtier helt de ældre betegnelser.

I 1700-årene var skolelærernes uddannelse og kår så forskellige, at man dårligt kan tale om nogen lærerstand. Som lærere i byerne skulle i h. t. fattigforordningen. af 24/9 1708 ansættes studenter, og skoleforordningen af 23/1 1739 bestemte, at degnene skulle virke som skoleholdere i kirkebyerne.

En del skoleholdere ved de faste skoler -navnlig på øerne- var studenter, men de fleste embeder var så dårligt lønnede, at man var henvist til at besætte dem med folk med ringe eller helt uden boglig dannelse, f. eks. tjenere og afdankede soldater, og lærerne ved bi- og omgangsskolerne (s.d.) var fortrinsvis store drenge eller husmænd og håndværkere, der havde lærergerningen som bibeskæftigelse. En egentlig lærerstand skabtes først, efter at man i slutningen af 1700-årene var begyndt at oprette seminarier, og efter at der ved skoleanordningerne af 29/7 1814 var sikret lærerne nogenlunde betryggende økonomiske kår.

I 1800-årenes første halvdel veg de fleste skolelærere af den gamle type da også pladsen for seminarieuddannede lærere, og den vågnende standsfølelse hos disse gav sig i 1840'erne de første udslag i oprettelsen af lærerforeninger, afholdelsen af skolemøder og udgivelsen af flere lærer- og skoleblade.

I ældre tid forekom lærerinder kun undtagelsesvis på landet, mens mange kvinder i byerne ernærede sig ved at holde poge- eller håndgerningsskole; de kaldtes i almindelighed læremødre. I den offentlige skoles lærerembeder rykkede kvinderne først ind, efter at der ved kgl. resolution af 4/111859 var oprettet en lærerindeeksamen. En særlig uddannelse af lærerinder til forskolerne på landet påbegyndtes 1892.

En almengyldig skildring af 1700-årenes lærer- type er givet af Georg Hansen i artiklen: Skole- holderen i Aarhus Stift i det 18. Aarhundrede (Aarhus Stifts Aarbøger, XXXVII, 1944, s. 66- 86). Vedr. lærerstandens alm. hist. henvises iovrigt til den i artiklen skolevæsen. Alm. historie anførte litteratur. Personalhistoriske oplysninger om lærerne findes foruden i de i artiklen seminarier anførte dimittendfortegnelser og i de i artiklen skolevæsen. Alm. historie nævnte skolestatistikker i C. C. Carl- sen: Fortegnelse over de ved Borger- og Almue- skolerne i Danmarks Kjøbstæder ansatte Lærere (tillæg til Samleren, 1861), Lærerne og Sam- fundet, I-IV, 1913-14, der, foruden artikler om skolelæreres indsats på forskellige af samfundslivets områder i tiden 1814-1914, indeholder korte biografier af en række lærere o. 1914, ordnet

amts vis, samt i Dansk Skolestat, I-IV, 1933-34. AA. BO. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

Skovfoged:

skovfoged, skovrider kommer frem i 1500-årene, da det blev nødvendigt at værne om skovene og om vildtet. 1533 omtales skovfogeder på Asnæs og i Gribskov; de skulle holde opsyn med skovene og vogte vildtet.

I de følgende årtier ansættes en lang række skovridere. I1588 var der 30-40 skovfogeder og dyrevogtere i kongeriget. Skovfogeder blev udtaget blandt bønderne, skovridere blandt kongens jagtpersonale eller blandt lavadelen.

Skovriderbestallinger pålægger dem at ride rundt i skovene og værne vildtet mod krybskytter og skovene mod ulovlig hugst, desuden skulle de bekæmpe omstrejfende hunde, holde gederne borte fra skovene, og sørge for, at skovene var omgivet med forsvarlige hegn.

Skovriderne stod under lensmændene, men jagtmestrene (s. d.) havde også et vist opsyn med dem. Efter enevældens indførelse stilledes skovriderne under overførsterne (s. d.). 1674 var der 40 kgl. skovridere. i kongeriget.

Der blev udlagt særligt gods til dem. En skovriders samlede løn i rede penge og naturalier skulle udgøre 80 rdl., desuden blev de i 1688 skattefrie.

Skovforordningen pålægger dem at overvåge skovenes tilstand, sørge for hugsten og salget af tømmer og brænde, holde tilsyn med skovfogederne øg gribe ind mod alt lovstridigt m. h. t. skovene i deres distrikter. (Litt.: C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie i Danmark, 1931, s. 65 ff., 142 ff., 175 ff., 253 ff. Der findes en ret betydelig personalhist. litt. ang. forstembedsmænd: P. B. Grandjean: Kgl. danske Forstembedsmænd før 1660 og 1660-1790 i Tidsskrift for Skovvæsen XXIII, B., 1911 og XIX, B., 1907, C. G. de Roepsdorff: Meddelelser om danske Forstkandidater 1798-1897, 2. udg. af Forstlig Stat, 1898, med tillæg i

Tidsskrift for Skovvæsen, XVI, B, 1904, og XXVII, B, 1915). (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

Skæpper:

Kornskæppen varierede i landets forsk. egne. Sjællandsskp. = 1/6 tønde = 23,184 l, Aboskp. = 1/8 tønde = 17,388 l,

blev efter 30/8 1687 ophøjet til landsgyldig skæppe.

Tolfmandsskp. = 1/12 td. = 11,592 l, tindel- skp. = 1/10 td. = 13,911, tyboskp. = 1/18 td. = 7,7281, morsingboskp. = 1/20 td. = 6,961, Viborg-skp. (se setting) = 2/15 td. = 18,55 l, Alborg-skp. = 1/7 td. = 19,872 l, Haderslev- skp. var 1/8 Haderslev td. = 16.25 l. (Litt.: Nord. Kult., XXX, 1936, s. 200-215, Kjell Runquist: Rymdmått, vikter och kronovard- eringsvarden i Kung Valdemars Jordebok i Hallands Hembygdsforbunds Skriftserie, III, 1950). S. AA. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

Sognefogeder:

Allerede i 1500-årene fandtes i mange sogne en af lensmanden beskikket sognefoged eller bondefoged. En for hele landet ensartet ordning af sognefogedinstitutionen fik man dog først ved forordningen af 11/11 1791. Herefter udnævnes sognefogeder af amtmanden; hvervet er et borgerligt ombud, men lønnet. Foruden at have rent politimæssige opgaver er sognefogeden lægdsmand og pantefoged, foretager registreringsforretninger i mindre dødsboer og er fra 1922 giftefoged. De af ham førte protokoller afleveredes tidligere til herredsfogden, nu til politimester og dommer og derfra til LA. (Litt.: J. P. Jørgensen: Landsognenes Forvaltning fra 1660 til vore Dage, 1890, s. 175 ff.). H. H. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

Strandrider:

(Også Strandridder, strandløber, strandrytter). Opsynsmand (opr. bereden) ved en kyststrækning, navnlig toldembedsmand, der skulle forhindre smugleri. (Ordbog over det Danske Sprog)

Substitut:

T: Der er i øjeblikket ingen eksempler

Udrider (også. skrevet udridder). Bereden person, der var ansat paa et gods (en herregaard) og red ud for at tilsige bønderne til hoveritjeneste o. lign., el. som var ansat hos en øvrighedsperson og red rundt med breve, besked, paabud o .lign. fra denne e!. (undertiden) udøvede en slags polititjeneste (if. Feilb.); også (dial., nu delvis foræld.) om bereden person, der tilsiger folk til at møde i tilfælde af ildebrand. (Ordbog over det Danske Sprog)

 
Vornedskab:

Fra slutningen af 1300-årene gennemførtes vornedskab på den sjællandske øgruppe for at sikre landbruget arbejdskraft, d. v. s. at bønder skulle blive på deres fødegods og var pligtige til at fæste øde gods. Vornede bønder kunne ikke tvangsflyttes til en ny gård, og kronen hindrede forsøg på, at jorddrotten overdrog den vornede til en anden. Mod vederlag til husbonden kunne den vornede forlade fødegodset. Christian II og Christian IV forsøgte forgæves at ophæve v., men i praksis lykkedes det ofte vornede at flytte til købstæder, uden at de blev tilbagekrævet. Således fritoges 1542 de vornede, der da i 3 år havde boet i købstad, for v. Der var omkring 1600 tvivl om den vornede bondes voksne sønners stilling ved gårdens overdragelse til ny ejer, men efterhånden fulgte de altid med gården. Vornedskabet, der kun gjaldt mænd, ophævedes 11/11702. (Litt.: Johs. Steenstrup: Vornedskabet hos den danske Bonde i Hist. T., 5. r., VI, 1886-87, s. ; 339-462, Poul Johs. Jørgensen: Dansk Retshistorie, 1940, I. 425, 476-80 og der anført litt.). H. F. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

Vråskab:

Dette skab fandtes i de fleste bondestuer. Det kunne være et såkaldt stolpeskab, der stod på bænken for bordenden i hjørnet ved vinduerne eller blot et lille højt hængeskab på væggen over husbonds plads ved bordenden, eller i hjørnet ved vinduesvæggen.

På Sjælland var stolpeskabet meget udbredt. Det bestod af en underdel, et tilbagetrukket midtparti med 2  stolper til at bære overdelen. Hver sektion var forsynet med en dør.

I vråskabet opbevarede husbond sine dokumenter, penge og værdisager.

(Håndbog for Danske Lokalhistorikere).

Y: Der er i øjeblikket ingen eksempler 

Ær-Øll:
En gammel betegnelse for "grav-øl. Man regnede med, at de, der bar kisten til kirken, også var selvskrevne til at nyde det efterf'ølgende gravøl.
Undertiden kunne der opstå stridigheder om, hvem der var selvskrevne til at bære og dermed til at deltage i gravøllet. Det skete f.eks. i Solbjerg sogn, Holbæk Amt, i januar 1795.
Manden Jens jensen på Hammeldrupgården sydligst i sognet ved sognegrænsen var død og skulle bæres til Solbjerg kirke. 45 mand fra den nærliggende landsby Årslev var inviteret til at bære startede den møjsommelige færd mod Solbjerg med kisten.
Folkene fra Solbjerg følte sig forurettede og drog flokken i møde for at fratage dem kisten for også at få del i det efterfølgende gravøl.
Da de stridende parter mødtes, opstod et veritabelt slagsmål, der varede lige indtil man nåede ind på selve kirkegården. Resultatet var flere brådne pander!
Trasitionen fortæller, at afdødes søn Ole Jensen alligevel også inviterede Solbjerg-folkene på gravøl, hvilket nok ikke er rigtigt. Imidlertid er det korrrekt, at karle fra Årslev i en årrække blev inviteret til Ær-Øll i deres sogn, eftersom de havde udvist mandsmod i "gravølkrigén" i Soæbjerg. Traditionen skal være fortsat langt ind i det 19. århundredes sidste halvdel, hvor skikken med gravøllet efterhånden ebbede ud.
(Fra Lokalhistorisk Nyt 16/1 1992, Side 3)

Ø: Der er i øjeblikket ingen eksempler 
    

Åbenbar skrifte:

Åbenbar skrifte kaldtes den syndsbekendelse i menighedens påhør, som krævedes før adgang til nadvernydelse af vitterlige syndere som kættere, troldkarle, manddrabere, voldsmænd, jomfrukrænkere, skøger o. l. Skønt man længe fra officiel side holdt fast ved å. s., svækkedes dets betydning derved, at det sjældnere gennemførtes over for personer af de højere samfundslag. I anden halvdel af 1700-årene bortfaldt det helt. De, der stod åbenbar skrifte, kaldtes deprecanter, af lat. deprecari, gøre afbigt.